Emilie: Efter minimalt indtag af morgenmad og ellers nærmest ikke mad i kroppen fra de resterende 2 dage virkede det fuldstændig dumt at begynde på et 4 dages trek. Der holdt en lastbil i vejen for en bro vi skulle over samt der manglede benzin. Dette resulterede i flere timers ventetid, og da vi først kom i gang stod solen højt på himlen, og nøj det car varmt. Humøret var højt - tempoet mindre godt. Der blev hurtigt dannet adskillelse i gruppen pga. tempoforeskel. Trekket starter egentlig lavere end Cusco men selvom dette burde være en fordel, synes jeg det var svært at trække vejret ordentligt ind og det rev i lungerne. Jeg synes det var rigtigt hårdt, da der bare kom et lille stejlt stykke inden frokoststedet, og jeg må indrømme, der havde jeg min tvivl om hvordan jeg nogensinde skulle overleve de kommende dage, da 1 dag efter sigende blot skulle være opvarmning. Frokost røg der også minimalt ned af, selvom kokkene havde gjort så meget ud af. Der er 20 bærere til 20 mand som vi er i gruppen og derudover 2 kokke. Hold nu fast - hvad de da ikke slæber på. Flotte duge, stole, borde og måltiderne bestod gerne af flere retter, og det så helt vildt lækkert ud. Derfor var det igen frustrerende, når man så ikke kunne spise. Så hårdt var det at fortsætte når kroppen egentlig ikke havde noget energi et køre på. Trods alle skavankerne nåede jeg alligevel nogenlunde problemfrit op til campsiten - dog stadig med bagtanken om at hvis jeg synes den nemme dag var hårdt, hvordan skulle det så ikke gå de næste. Igen havde kokkene og bærerne forberedt det hele til os. Det er sådan de "løber i forvejen" for at gøre det hele klar til når vi kommer. Staten har egentlig lavet en lov om at bærere max må gå med 20 kg men vores guider sagde nogle gik med helt op til 50-60 kg for at tjene ekstra, og der er ingen til at holde øje med dem. Utroligt nok er de selvfølgelig stadig hurtigere end alle os andre. Igen lækker mad men kun lidt kom ned, eller var det ind i teltet og soveposen tidligt for vi skulle op 4.45 næste morgen. Puha..
Dag 2:
Emilie: og ja tidligt var det at vågne! Det var helt mørkt udenfor og varmen i soveposen var alt for tiltrække de i forhold til det kolde mørke ude, hvor der ventede en virkelig hård dag. Samtidig vågnede jeg med en slem kvalme, sø jeg måtte lige sidde med vandflasken på en sten i lidt tid før det hjalp. Efter stadigt nærmest intet mad i kroppen tog vi afsted på dag 2: "Death Womans Pass". Den hårdeste dag i hele programmet. Vi skulle gå 1000 højdemeter op til 4200 meters højde for derefter at gå 500 højdemeter ned igen fordelt på 12 km. Da vi i forvejen var kommet længere op havde min krop endnu sværere ved at tilpasse sig den tynde luft og selv fra morgenstunden af var der jo svimmelhed, hovedpine og kvalme. Jeg tænkte virkelig at i dag var det all or Nothing, hvor jeg blev presset til det yderste, hvilket skulle vise sig at være meget sandt. Allerede efter få minutter var det meste af gruppen ude af sigte og langt foran - til gengæld gik vi 3 piger sammen nede bag ved som havde diverse sygdomsproblemer, vi måtte altså hjælpe hinanden. Jo længere vi gik, jo mere gik det opad, og for hvert inkatrin op kunne man mærke højden presse mere på. Jo højere op jo højere tryk kommer der i hovedet. Det føles fuldstændig som når man ikke kan trykudligne i ørerne - bare i hovedet i stedet. Fuldstændig presset og forpustet ankom vi til første stop, hvor de andre havde ventet på os. Jeg nåede lige at sætte mig/lægge mig ned og prøve at kontrollere vejrtrækningen da jeg hørte front-guiden råbe "bags on". Samtidig får vi at vide, at det her var den nemme del af turen idag. Der var ikke andet for end at springe pausen over og frygten for hvad der ventede spredte sig, for hvis det her skulle være det nemme, blev jeg simpelthen i tvivl om det kommende var noget jeg fysisk var i stand til. 1-2-3 og frontgruppen var ude af sigte igen og nu gik vi 6 piger sammen det næste stykke, som føltes at fortsætte i uendeligheder. Jeg var så presset at jeg på daværende tidspunkt var aller bagerste mand og guiden måtte gå bag mig og lette på min 11 kg tunge rygsæk, for det var lidt mindre jeg skulle bekymre mig om. Han pillede mange mærkelige planter frem jeg skulle dufte til, der skulle hjælpe på respirationen - men intet virkede. Lungerne trak sig helt sammen og her begyndte jeg også at hoste. Sidst måtte jeg simpelthen bede om en pause, men guiden opmuntrede os til at fortsætte da næste check point var lige om hjørnet. Vi måtte finde de sidste kræfter frem og fik dermed kæmpet os derop. Det første jeg hørte idet jeg sætter mig er da "ej nu har vi altså ventet i en time kan vi ikke godt komme videre", hvor efter alle rejser sig og guiden råber "bags on". Her blev det simpelthen for meget for mig. Selvfølgelig kan jeg godt forstå det er frustrerende at vente så længe, men det kan simpelthen ikke passe at man ikke engang kunne få lov til at få vejret inden afgang. Jeg måtte gemme hovedet i hænderne og tårerne trillede ned af kinderne. Lungerne brændte og gjorde så ondt, og psykisk var det vildt hårdt at føle sig som en ulempe, der skulle ventes på, selvom jeg selvfølgelig godt ved der er ingen der har tænkt eller ment det. En af drengene fra gruppen kom hen til mig efter de fleste var gået og spurgte om jeg var okay, og da han så jeg var så ked af det, sagde han at han synes det var mega sejt klaret hertil og at vi bare skulle tage det i vores eget tempo - lige meget hvad skulle de nok vente på os, og at han var sikker på jeg nok skulle klare det. Samtidig røg mine tanker hjem til min mor og far, der lige har gået både højere og længere end det jeg skulle i dag i Nepal, samt min søster der klarede Everest basecamp. Ordene der snart er meget kendte v
i vores lille familie "du er stærkere end du tror" strejfede mig også og med fornyet viljestyrke begyndte vi dermed på sidste ryk inden toppen. Her var jeg faktisk ikke længere bagerste mand, men dermed ikke sagt det ikke var hårdt, og vi var stadig de 6 piger langt bagerst alle andre. For hold da op den dag er nok noget af det hårdeste jeg har prøvet i mit liv. Hvert trin var en overtalelse og en kamp især fordi min hofte også var begyndt at gøre rigtig ondt. Trods al elendigheden skal det simpelthen også nævnes hvor smukt det til gengæld også var. For hver en lille pause, der blev holdt nød vi det i fulde drag. Så smukt!
På mirakuløs og langsomt vis fik jeg kæmpet mig op på toppen, hvor jeg følte luften var tyndere end aldrig før. Jeg kan huske jeg satte mig ned og ellers husker jeg at have vildt svært ved at kontrollere mit åndedræt. Jeg hører Marie i gruppen i det fjerne spørge mig om jeg er sikker på jeg ikke vil have ren oxygen, men jeg følte alligevel der var ved at komme lidt mere styr på det. Her trillede tårerne også ned, der var intet at gøre. Alt gjorde så ondt i kroppen. Lidt efter lidt blev vejrtrækningen kontrolleret og jeg nåede lige præcis at være klar til gruppebilledet. Efter gruppebillede var det "bags on" igen. Så igen ultrakort pause, men sådan var det - herfra gik det kun ned, så jeg tænkte det gik nok, hvilket det også gjorde. Ens krop og ben rystede men ned kom jeg for igen ikke at kunne spise specielt meget til frokost. Jeg sov til gengæld også hele dagen væk - min krop kunne ingenting. Fra vi ankom kl 14 var jeg kun vågen under frokost, aftensmad og under et kort møde. Jeg sov også hele natten nærmest uden at vågne selvom det var på tynde underlag i telte.
Dag 3:
Emilie: Dag 3 skulle ikke være den hårdeste men til gengæld den længste dag. 16 km fordelt på sti og 5000 inkatrapper. Her havde guiden i fronten sat tempoet rigtig meget ned, og gruppen havde fået at vide de ikke måtte overhale, så den dag var folk lidt mere samlet. Det var også flere stops og flere ruiner og inkahistorier, der skulle fortælles samlet. For mig var det en rigtig hyggelig, da man også kom til at snakke med nogle af de andre, som jeg følte jeg ikke havde set i flere dage. Samtidig med der var en del der gik lige ud, så man var ikke ved at rive lungerne ud af kroppen. Generelt gik alting bedre på 3 dagen da de generelt gik nedad, og bare det at mærke en forbedring i ens tilstand var befrielse nok til at give en lidt ekstra energi. Ja, jeg var selvfølgelig i den bagerste ende af gruppen, men det gik og man fik snakket og nydt turen mere end de andre som nærmest nogle gange føltes som ren overlevelse. Det var mere små elementer på turen der var rigtig hårdt, når der lige kom et stejlt stykke. Højden kunne selvfølgelig også mærkes - især hovedet og svimmelheden. Det var da også nok til at jeg blev så svimmel på et tidspunkt at jeg var ved at vælte ud over skrænten men heldigvis nåede jeg at gribe fat i min sidemakker og omvendt. Der måtte jeg da også lige tage en tår vand og resten af turen var jeg dømt til at gå inderst. Senere på dagen kunne benene, knæene og hoften godt mærke de havde gået en del ned, men ned kom vi da alle til campen i god behold. Jeg kunne godt mærke vi nu var længere nede igen. I stedet for at sove lagde vi os 10 mand ind i er telt og hyggede. Senere til aftensmad havde kokkene endda bagt en kage til os alle - hvordan vides ikke, og jeg kunne heller ikke spise et stykke desværre, men jeg syntes tanken var så god, da der stod held og lykke til toppen på. Efter mad var det i seng hurtigt igen for nu skulle vi altså op kl 3 næste morgen. Avav
Jeg aner ikke hvilke billeder der er fra hvilke dage, men jeg ved der ikke er nogle fra dag 2, der havde jeg det simpelthen for dårligt til at tage billeder, men her er lidt blandet fra turen
Sååååå sejt Emilie. ������faster
SvarSlet