I dag stod den for Emilie og 11 andre i gruppen på tidligt op. Vi skulle ud og flyve og se Nascalinjerne. De er opkaldt efter Nascafolket som er et endnu ældre folk end inkaerne der på daværende tidspunkt boede i byen Nazcar. Hvad der er interessant ved dem er at de har lavet disse 512 linjer, som hver især danner et symbol/figur som kan være op til flere kilometer lange. Måden de har gjort det på er at grave linjerne ned i jorden således man kan se aftegningerne ved at flyve hen over disse. Det er en tysk kvinde der opdagede disse. Hun var ikke engang arkæolog men blot en tolk der arbejde for en arkæolog. Han havde nemlig fået nys om linjerne men han troede de første til El Dorado (byen af guld man ledte meget efter før i tiden). Da det viste sig linjerne ikke første nogle bestemte steder hen gav han op men tyskeren var fanget. Hun gik langs linjerne og begyndte at tegne hvor hun gik indtil hun pludselig havde tegnet en abe - og derfra tog det fart og alverdens figurer og symboler blev da opdaget. Vi så kun 12 af dem - de mest kendte og det var utroligt facinerende at flyve hen over dem. Det er os ubegribeligt hvordan de har kunne tegne så store figurer symmetriske over så store afstande. Man mener de har brugt gittermetoden, altså haft tegning i lille format i et gitter og dermed gravet firkant for firkant ud præcist. Et af de store mysterier er da hvorfor folket at gidet ar bruge så lang tid på at tegne linjerne - et bud er at de skulle vise vej til de få steder der var vand samtidig med det var ofringer til guderne.
Selve flyveturen var også en oplevelse i sig selv. Emilie og Malte fik privatfly til 2 mand og hold nu op for en bumletur, men piloterne var søde, og det var sjovt og lidt skræmmende at sidde i så lille et fly.
Her ses nogle af figurerne:
Astronauten
Christines formiddag : Christine valgte sammen med 7 andre at blive hjemme. Nogle af dem tog på vintur, men det kunne hun ikke nå, da vi havde planlagt sandboarding/skiing, men tiden udbyttede hun i stedet rigtig fornuftigt og valgte at løbe omkring 5 km i den bagende sol sammen med en af drengene. Det var en dejlig følelse endelig at havd brugt sin krop lidt, men hårdt var det også! Til frokost spiste hende og resten af de tilbageværende fra gruppen på en dejlig restaurant der lå med udsigt til oasen i Huacachina.
Vi havde begge tilkøbt en ekstra sandboarding/sandskiing tur om eftermiddagen og Nascaholdet nåede lige tids nok hjem til at nå det. Aftenen inden havde vi prøvet udstyret og fået det justeret så det var bare afsted. Den første time bruge vi på at lære foreskellen mellem sne og sand - vi havde nemlig en instruktør med, og ellers var det bare afsted med os i en buggie og ramme de store stejle bakker. Hældningen på dem var i den gode ende af rød og på grænsen til sort piste - så det var vildt fedt at få fart under ski og bræt.
Vi nåede også at se den sidste smukke solnedgang i ørkenen på turen hjem.
Ellers stod den derfra på et hurtigt bad og videre på restaurant. Et hurtigt måltid blev kastet ned og så skulle vi med sovebus til Cusco.
Puha for en hektisk dag fyldt med en masse fede oplevelser og for Emilies vedkommende også dyr fornøjelse. Men det et det eneste sted i verden man kunne se linjer som disse - så det må man bare tage med når man har interessen for det. Godnat fra en larmende bus ellers!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar