Dag 8+9: Otawalo Community

Vi forlod Quito for 2 dage siden. Vi startede derfor ud med en længere bustur her til Otawalo, hvor der blev holdt flere stops, hvor vi besøgte de lokale og så hvordan man blandt andet lavede panfløjter og vævede uld til garn mm.

Frokosten var denne dag inkluderet og blev serveret af de lokale mammaer fra Otawalo. Frokosten bestod af det samme som den altid gør I Ecuador. Man vælger typisk en menu altid består af følgende: friskpresset juice, grønsagssuppe oftest med korriander i, hvilket Emilie slet ikke er fan af. Hovedretten består af ris, kartofler, kød oftest kylling og grønsager til. Denne menu er vi efterhånden ret trætte af men koster alle steder maks 3,5 dollar, så det kan kun betale sig at købe den.

Efter frokost skulle gruppen deles op 2 og 2 og fordeles ud til familierne. Vi endte med at bo sammen hvilket både var godt og skidt. Hyggeligt selvskab men super svært at kommunikere da ingen af os kan et eneste ord spansk. Vi blev hentet af vores mamma, som prøvede at forklare os en masse, men vi forstod intet af det. 

Huset var rigtig pænt ude fra, men da vi trådte ind så det meget anderledes ud. Gulvet var beton, og der var absolut ikke hyggeligt, da de ikke havde så mange ting. Det eneste elektronik de havde var et lille fjernsyn og varmen var heller ikke noget, de fyrede op for. Så da vi trådte ind på vores værelse fik vi en positiv overraskelse, da væres værelse både var hyggeligt og super flot med eget wc! Det var lidt mærkeligt at vores værelse var det pæneste i hele huset, og det føltes helt forkert At de ikke skulle bo lige så pænt. 

Her er et billede af værelset Dog lidt roddet. 

Her kan man se hvor primitivt de bor: betongulv og de havde desuden et meget slidt køkken. 

Efter at have fået en lille rundvisning i deres have, hvor vi duftede til deres planter, gav Mamma Delia hurtigt op på os, da vi ikke kunne kommunikere, så vi satte os ind på værelset og panikken bredte sig: hvordan skulle vi overleve 2 dage med denne familie uden net, blade eller bøger samt frygten for den akavede stilhed for aftenssmaden?????

Vi valgte derfor at gå en tur i byen med de andre, hvoraf nogle af dem kunne lidt spansk. Dem tog vi med hen til vores hus og fik forklaret at vi gerne ville hjælpe med maden, og vi lånte også en spansk parlør. Det endte derfor ud som en vildt hyggelig dag med familien, hvor vi både fik lov til at hente køer, hjælpe med madlavningen mens vi også formåede at få en samtale i gang med familien, da de sad med spansk-engelsk papirer og vi sad med spansk parløren. 

Familien bestod af Justin på 10 år, der kunne en smule engelsk, Naya på 2 der mest af alt fjollede rundt, Oswaldo på 32 der var gartner, samt den hjemmegående mamma Delia, som dog syr hjemme som arbejde. 

Dagen efter skulle vi op kl 7, hvor familien havde sørget for morgenmad som bestod af kartofler og æggekage. Ikke lige hvad man er vant til at få - heller ikke verdens største portion.. Hvilket ingen af måltiderne var (vi var dog forberedte og havde helgarderet os med kiks). 

Vi blev kørt op til Fuya Fuya (et bjerg) sammen med resten af gruppen hvor vi skulle øve os i at gå i højderne til senere at vandre på Cotopaxi. Vi blev kørt til 3700 m højde, hvor vi vandrede op til 4300 m, men selve turen var kun 2 km altså var stien MEGET stejl. I gennemsnit steg den med 31%...

Aldrig har vi prøvet noget så hårdt, man kunne tydeligt mærke at der var forskel på at vandre hjemme i Danmark eller i pyanærerne(Frankrig) i modsætning til dette. Christine fuglte dog med drengene og klarede turen på halvanden time, mens Emilie fik rigtig meget højdesyge: svimmelhed, trykken i hovedet og åbdedrætsproblemer. Heldigvis var der mange af de andre pger der også tydeligt kunne mærke de så de fulgtes ad og klarede det på 2 timer. Her ses det sidste stykke vi skulle klatre op på for at nå toppen: meget stejlt! Toppen var altså toppen af "knolden" på billedet.

Undervejs var der for real rockclimbing hvor guiden måtte give os en hånd, når det blev for stejlt.

Det var en kæmpe sejr at komme derop.

På vej ned gik det dog en del hurtigere da man kunne sætte sig på røven og glide ned i stråene. 1-2-3 så var vi nede. Eller... Det tog dog stadig 50 minutter. 

Bag efter tog vi på marked hvor de første souvenirers blev indkøbt. Utroligt farverigt og flot var det. Vi fik hver købt en lækker uldtrøje og et armbånd. 

Den super gode dag blev sluttet af på en lokal kaffebar, hvor vi endeligt fik noget kaffe der mindede lidt om barasso derhjemme. Selv Christine har indset hun snart må lære at drikke kaffe, og kastede sig ud i en choko-kaffe, som livligt gled ned. 

Vi kom først hjem kl 18.30 så familien/moren havde gang i madlavningen. Vi fik dog igen lov til at give en lille hånd og hjalp med borddækning og snitning. Vi fik vist dem billeder af vores kærester, hvilket de synes var super sjovt, og også billeder af hvad vi havde lavet i dag, så de bedre kunne forstå det - vi kunne jo ikke rigtig forklare det. 

Emilie er stadig meget præget af højdesygen, hvilket Christine satte stor pris på ved aftenssmaden, da hun fik de meste af hendes mad. En af de andre piger havde heldigvis piller mod både kvalmen og hovedpinen så de hjælper lidt. 

Hele oplevelsen hos familien ender i morgen, og det har været en kæmpe kontrast til det vi kender men også en super oplevelse. Vi er godt nok meget mere privilegieret hjemme. Bare det at maden bliver sendt på anden omgang er ikke noget de kender til her, og kødet er i minimale mængder. Nogle af de andre fra gruppen har hverken fået kød nogle af dagene, men vi var heldige og fik max 50 g. For at sige tak for gæstfriheden havde vi købt en æske chokolade, som de blev MEGET glade for. 

Det bliver godt at komme "hjem" til Quito med mad vi selv kan vælge fra menu kortet, og der går forhåbentlig et par dage før vi skal have ris igen, men vi tvivler. Det bliver også godt at bo med alle de andre igen. Det er utroligt så hurtigt man kommer tæt på de andre, og hvilket fælleskab der opstår. Alle er super søde, sjove og åbne, man kan virkelig være sig selv i deres selvskab.

Vi slutter fra nu efter en lang smøre. Vi håber i har det godt derhjemme. Knuzzer fra os. 

Ps. Her er Lidt af det mad vi fik hos familien.