På vej til Cotopaxi lavede vi et stop ved et udsigtspunkt i Qutio hvor man virkelig kunne se hvor stor byen var! Qutio rummer 2,5 mio mennesker og har en helt speciel form da den er 8 km bred og 42 km lang.
Efter 3 timer nåede vi Cotopaxi, verdens 3. største aktive vulkan, hvor vi inden blev tanket op med Coca te som skulle hjælpe mod højdesygen.
Vi blev sat af i 4500 m højde og skulle som minimum vandre til 4864 m højde, men hvis vi kunne måtte man tage hele turen op til 5000 m højde hvor isen kunne ses.
Da vi blev sat af med bussen i de 4500 m højde fik vi et chok... Det blæste værre end slemt og kulden bed! Vi havde heldigvis købt handsker inden men de var ikke tykke nok til at holde kulden væk - det var hæsligt! Vi fik dog travet os op trods småsne i hovedet og bidende kulde.
Christine fulgte igen med drengene og 3 andre piger der ikke havde besvær med højden så de klarede forholdsvist hurtigt turen og nåede helt op til 5000 m uden problemer undervejs.
Emilie og hendes gruppe måtte kæmpe med højdesygen. Allerede da hun steg ud af bussen var hun svimmel og havde svært åndedrætsbesvær, og blæsten gjorde det kun værre. Der blev holdt adskillige pauser på vejen op og tygget en masse cocablade, som er det eneste middel vi har mod højdesyge. 5 af dem med højdesyge måtte give op ved de 4864 m, mens 4 fortsatt videre. En af dem måtte desværre også falde fra, så til sidst var der kun 3 med højdesyge tilbage, der formåede at kæmpe sig op til de 5000 m inklusiv Emilie!!! Hvilket var en kæmpe sejr! Dette kunne også kun lade sige gøre grundet vores fantastiske guide, der støttede og motiverede hele vejen selvom højdesygegruppen var langt efter de andre.
Oplevelsen var en af de hårdeste ting Emilie nogensinde har oplevet. Det mest uhyggelige var, hvor svært det var at trække vejret. Man gispede virkelig og lungerne begyndte at brænde og man hostede og samtidig trykkede hovedpinen. Oveni var det også en ordentlig gange kvalme. Derudover Var det også psykisk hårdt, når den hurtige gruppe inklusiv Christine bare spænede deropad uden at være mærket sønderligt af højden. Men tilgængæld var der ingen problemer med hoften.
Guiden David fortalte os at det var en af de værste gange mht. vejret han havde besteget Cotopaxi, og det var absolut heller ikke en sjov tur, men stadig en kæmpe sejr at have gennemført det, især med de vejrforhold! Turen ned var som altid meget bedre. Underlaget bestod sf gammelt vulkansk aske mm og mindede mest af alt om at gå i sand, hvilket gjorde det nemt at glide ned i, og vi løb faktisk ned for det var svære at gå.
Meget trætte, forfrosne og våde satte vi os ind i bussen til en over 3 timers køretur til Quilotoa, hvor vi skulle overnatte en dag, hvor vi dagen efter om eftermiddagen kører mod Banos.
Da vi ankommer til hostlet som hedder hostaria alpaka og ligger i 4000 m højde, er det meget koldt og mørkt! Vejret er meget anderledes i denne by en Qutio det er nærmest vinter her. Det var som sagt meget mørkt og vi finder ud af at alt elektronikken er gået! Ej var der heller intet vand eller varme, og det vil først komme dagen efter. Dem der ejede det havde derfor tændt levende lys og tændt brændeovne på værelserne, og det ender med at blive vildt hyggeligt og lidt sjovt. Hostlet var også indrettet virkelig hyggeligt og der var lidt jagthytte over værelserne og fællesrummene, og vi havde kæmpe senge med lækre tykke dyner og de blødeste tæpper. Dog havde ville håbet på at vi kunne komme i bad for vi var alle vildt klamme efter vandreturen. Men det må vente og det må nettet også, så derfor er dette indlæg forsinket.
Godnat fra kulden og mørket :-)
tldr
SvarSlet