Dag 50: Titicaca-søen

Kl 4.45 ankom vi til Puno, hvor vi kl 7.30 skulle sejle ud fra. David vores gamle guide var taget med os, mens Paul var blevet med resten af gruppen hjemme på hostlet. Natten havde ikke været en drøm for nogle stykker, da 4-5 fra gruppen havde knækket sig i bussen i løbet af natten og flere havde det rigtig skidt. Kun 3 var på toppen hvilket var Christine, Andreas og Louise. Resten havde det så skidt! Efter busturen satte vi os op i en restaurant hvor vi kunne bestille morgenmad, men det var der kun 5 der bestilte for resten kunne ikke få noget med. De tog sig en lur i stedet,

Men de 600 kr skulle ikke smides ud af vinduet, så alle blev læsset på båden der skulle sejle os rundt, og heldigvis var søen meget rolig, så søsygen blev undgået. Christine fik sneget sig op på taget mens de andre sov og fik taget et billede af det yderst smukke landskab. 

Det første stop på ruten var sivøen Uro.

 Det findes i alt 41 øer i Titicaca-søen hvoraf flere er ubeboet. I alt er søen ca lige så stor som Sjælland, og med en vandoverflade på over 3800 m er det en af verdens højest belligende søer. Den ligger på grænsen mellem Bolivia og Peru men det er kun den peruanske side, hvor i det er bygget sivøer. Hver ø har deres egen præsident, som beboerne er med til at udvælge. Øerne blev bygget pga de ville flygte fra inkarenes dominans på landjorden. I dag er det ikke de oprindelige mennesker der bor der, men folk rundt omkring fra forskellige øer, der har bosat sig. I fremtiden forventer de at antallet af ubeboede øer vil stige, da de unge, for at skulle gå på High School flytter ind til fastlandet, da det er lettere, og de fleste vælger at blive boende. 

Uro er en Ø bestående af 10 familier - i alt 32 mennesker bor der. Selve øen har de opbygget af siv, der gror rundt omkring i søen. Når sivet begynder at lugte og blive tørt må de viderebygge på øen, for at den ikke synker til bunds. 

Under husene er der et ekstra lag siv for at de er bedre beskyttet. Der er ikke det som de ikke bruger sivet til, og det er ikke det, som det ikke er godt for. Sivet indeholder mange mineraler og calcium, så de børster fx aldrig tænder, men det er nok for dem at spise sivet. Derudover bruger de det mod feber, som brænde, til at få afgrøder som kartoffler til at gro osv. Deres oprindelige båd er også bygget af siv, og sådan en fik vi også sejlet i. 

Det er sådan noget som denne sejltur at de tjener penge på, da de ikke har andre indkomster end turisme og det håndarbejde de så sælger til de turister der kommer og besøger dem. Vi støttede dem derfor med 20 kr for sejlturen, hvilket da også var en hyggelig lille tur. Båden bruger de også når de skal på toilet da de ikke har wc på øen, så når man skal tisse eller andet så skal man lige på en lille sejltur først. Vandhaner er der heller ikke, så de drikker oftest vandet fra søen hvilket giver mange af dem maveproblemer, men med tiden vender maven sig til de bakterier. Det siger vel derfor også sig selv at badet er en kold dukkert i søen, som er 8-9 grader. Elektricitet havde de dog, hvilket de får fra solceller der er placeret på hvert enkelt lille hus. 

Børn var der naturligvis også iblandt familierne, og når de skal i skole bliver de hver dag transporteret i både (dog almindelige både med motor) ind til fastlandet for at gå i skole. Det kan godt være en tur på over en time. Ligeså vildt som det lyder, lige så vildt og facinerende var det at opleve denne kæmpe kontrast til vores hverdag. Vi har oplevet store forskelligheder mellem os g fx de folk der boede i junglen og dem vi boede ved i Otavalo, men det her overgik dem alle. Utrolig spænende og surrealistisk oplevelse, og det er uforståeligt hvorfor de vælger at leve sådan. Men vi takker for en oplevelse ud over det sædvanlige! 

Videre gik turen mod en anden stor Ø, som dog ikke var en sivø. Øen hed Taquile og er beboet af 2200 mennesker. Selvom beboernes eneste indtjening er turister er de fleste ikke specielt venlige eller snaksaglige.

En smuk ø var det alligevel og det var her vi skulle spise vores frokost der var inkluderet i prisen. 

Til venstre er Andreas, så Louise og forrest er Malte, Christine fik sig også en sød lille ny veninde, der simpelthen var så kær! 

Emilie og Pernille nåede aldrig med derop fordi de var så dårlige, og vi var faktisk kun 5 der rigtig kunne nyde det lækre måltid vi fik serveret til den smukkeste udsigt! Vi startede selvfølglig med den klassiske suppe men derefter blev der serveret den lækreste fisk med diverse tilbehør vi har fået til dato. Det var helt fantastisk og hyggeligt at sidde og spise med udsigt over søen og det smukke landskab. 

Efter frokost gik vi ned mod vores båd der skulle sejle os 2 timer og 40 min tilbage til Puno, hvor vi skulle tage bussen kl 22.00 fra. Kl 17.00 var vi tilbage så vi fik nærstuderet et supermarked og slappet af i et center, og kl 19.00 gik vi mod resturanten. Aftenen blev sluttet af på bedste maner da vi endte på en af byens bedste restauranter hvor vi havde overetageen for os selv.

Til venstre- Malte og Andreas. Til højre: Sofie og Christine. 

Emilie var faktisk her den eneste der ikke var frisk nok til at bestille noget, så heldigvis havde de fleste fået det meget bedre. Vi fik også beskeder fra cusco om at 6 af de andre også var ramt med maveproblemer, så der må have været noget mad som ikke har været godt. Spisningen på restauranten var bare prikken over i'et for en helt vildt god dag, i hvert fald for Christine og 5 andres vedkommende, da maden og atmosfæren var i top! 

 Glade mætte og meget røde i hovedet går turen nu mod cusco. Forhåbentlig får vi en god, men kort nats søvn da vi er i cusco kl 5.00, og håber på bedring i morgen.

Ps: fordi Emilie har været syg er hun ikke med på så mange billeder... 

Om det er højdesygen eller noget hun har spist ved vi ikke, men hun havde så meget kvalme i løbet af dagen at intet andet end en twix og cola røg ned. Heldigvis ved vi at der ikke er mere medicin, der kan hjælpe mod det end de højdesygepiller hun allerede får, så vi må bare håbe det bliver bedre i cusco som ligger lavere. Højden er et spørgsmål om tilvænning så der er stadig håb forude.